Fotograf K.P. Andreasen

Historier skrevet på baggrund af K.P. Andreasens billeder

K.P. Andreasen. En legendarisk fotografs glasnegativer.

Af Else Berthelsen

En guldgrube af fine billeder dukker efterhånden frem fra de skrøbelige fotografiske glasnegativer, som denne fotograf, K.P. Andreasen (1875-1941) har efterladt sig. Hals Arkiv er i gang med et større projekt, som går ud på scanning og registrering af hans godt 3.000 glasplader og film-negativer. Og det ene dejlige billede efter det andet viser sig.

Foto: Hals Arkiv B15870. Tre glade børn i en have. En dreng i matrostøj, en pige med knapstøvler i en kurvestol siddende med en baby. Børn og sted er ukendte.
Foto: Hals Arkiv, B15981. Den unge fotograf K.P. Andreasen med prøver på sine produkter i det nye atelier på Ulsted Rimmer. Bag ham ses forskellige billeder i glas og ramme og et reklameskilt med alt, hvad han tilbyder.

En del af billederne er desværre delvist beskadigede, idet emulsionen kan være ødelagt, men selve glaspladen kan også mangle et hjørne osv. Det er derfor en vigtig opgave at forsøge at redde disse gamle plader, inden de går tabt.

Fotograf K.P. Andreasen var født i et husmandshjem på Ulsted Rimmer. Han blev udlært som møller, men fotograffaget blev hans hovedlevevej. I 1902 overtog han sit barndomshjem, giftede sig med Mette Marie fra Hadsund og indrettede sit fotografiske atelier på stedet.

Herfra virkede han som myreflittig fotograf i hele lokalområdet, i Ulsted, Hou, Hals, Øster Hassing, Gandrup, Vester Hassing osv. I næsten 40 år. Han har taget store mængder af portrætter – såvel i atelieret som udendørs, men også gruppebilleder, billeder af arbejdslivet, folkehold, gårde, fiskeriet, havnemiljøer osv., vi ser mange forskellige arbejdspladser, gadepartier osv., som alt sammen er med til at dokumentere livet i første halvdel af 1900tallet.

Efter rensning, scanning og efterbehandling, skal billederne registreres i www.arkiv.dk, så de kan ses på nettet og gemmes til eftertiden. Det er ikke altid let at identificere personerne og stederne, det kræver et større detektivarbejde. En del af billederne er kendte i forvejen, men skal lige fremfindes.  Men rigtig mange er ukendte, og alle billeder – også de ukendte – bliver registreret. Derfor efterlyser Hals Arkiv hjælp til identifikation af de ukendte personer og steder.

Alle billederne bliver registreret. I mange tilfælde kan man genkende bagtæppet i K.P.´s fotografiske atelier, og det kan måske være til hjælp. – For at se billederne på www.arkiv.dk : søg under ”Billeder” og ”Hals Arkiv” og skriv ”glasnegativ”. – Lige nu [august 2022] er ca. 900 registrerede. Genkender du nogen eller noget, som arkivet betegner som ukendt, kontakt Hals Arkiv på mail .

Foto: Hals Arkiv B15798. Børn på sommerudflugt med hestevogn. Sytten børn og fem voksne på udflugtsvogn forspændt med to heste. Alle personer er ukendte.

Scanning, digitalisering og registrering af fotograf K.P. Andreasens fotosamling

Af Tove Michelsen

Hals Arkiv ligger inde med hundredvis af fotograf K.P. Andreasens dejlige billeder, og flere kommer til hele tiden. Vi har en stor samling af hans glasnegativer, som vi ønsker at bevare gennem scanning. Vi har søgt VELUX FONDEN om støtte til projektet, og vi har fået positivt svar på ansøgningen, så vi nu kan købe gode scannere og andet grej.

Fotograf K.P. Andreasen og hustru Mette Marie, Ulsted. De var begge aktive i husflidsbevægelsen. Billedet er fra engang i 1930erne.

K. P. Andreasen bosatte sig i barndomshjemmet, et husmandssted på Ulsted Rimmer, i 1902. Han var oprindelig udlært møllersvend, men hans hovederhverv blev fotografiet, og han blev en meget dygtig og meget brugt fotograf i næsten 40 år. Han var formand for afholdsbevægelsen og husflidsbevægelsen og han forestod opførelsen af et forsamlingshus i Ulsted i 1904. Hans virkeområde var både den gamle Hals kommune og nabokommunerne.  Han har fotograferet portrætter, familiegrupper, folkehold på gårde, arbejdsliv, som høstarbejde, kartoffeloptagning, grøftegravning, fiskeri, havneliv og meget mere. Han cyklede også omkring og tog billeder af aktuelle begivenheder, som da et engelsk fly nødlandede på en mark ved Klitgård. Han kom vidt omkring, og i vores arbejde med at indsamle billeder støder vi ofte på hans fotografier i de familiealbums vi låner til scanning og registrering.

Hals Arkivs projekt omkring K.P. Andreasen går i gang i foråret 2020. I projektet vil vi rense og scanne glasnegativer og derefter registrere dem i arkiv.dk, vi vil indsamle flere billeder gennem en indsamlingskampagne, hvor vi låner fotoalbums til scanning, og vi vil afholde historiske værksteder, hvor deltagerne skal hjælpe os med at identificere de billeder vi ikke har oplysninger til.  Vi vil gerne afslutte projektet med udstillinger og en bog om K.P. Andreasen.

Kunne DU tænke dig at være med i projektet og arbejde med de historisk meget interessante billeder? Lidt PC-erfaring på almindeligt brugerniveau er eneste forudsætning. Resten lærer vi sammen. Hals Arkiv nedsætter en arbejdsgruppe til at arbejde med projektet. Skriv eller ring til Hals Arkiv. Vi er selvfølgelig også interesserede, hvis du har billeder taget af K.P. Andresen.

Fotograf K.P. Andreasen og hustru Mette Marie, Ulsted. De var begge aktive i husflidsbevægelsen. Billedet er fra engang i 1930erne.